Pejlemærket siger:
Alle børn og unge skal opleve at være en del af et socialt fællesskab. Børn og unge med særlige behov skal inkluderes i fællesskabet med udgangspunkt i deres behov og muligheder. Personalets respekt for børnene og de unges egne kulturfællesskaber er central.
Utterslev Børnegård siger:
I det pædagogiske arbejde med børnene arbejdes der med strukturerede forløb inden for de seks læreplansområder og individuelle handleplaner. Der tages højde for individuelle behov, f.eks. at nogle børn har behov for socialisering i mindre grupper. For børn i udsatte positioner (med særlige behov) søger vi at udarbejde et helhedsorienteret og differentieret tilbud, som tager højde for børnenes individuelle udfordringer. Det gøres bl.a. vha. tæt forældresamarbejde og tværfagligt samarbejde på tværs af faggrupper, der har betydning for børnenes udviklingsbetingelser, talepædagog, psykolog, familierådgivere, sagsbehandlere mv. I det praktiskpædagogiske arbejde med børnene, fokuseres der specielt på, at det enkelte barn bliver ”selvkloge” dvs. lærer at sætte ord på egne følelser og behov og at kommunikere dette på en hensigtsmæssig måde til omverdenen. Endvidere fokuseres der på, at barnet lærer at begå sig i forskellige sociale fællesskaber, hvilket bl.a. kræver empati og legekompetencer.
Vi giver børnene gode muligheder for at lege, for at børnene også selv kan skabe kultur med sig selv og hinanden i børnekulturen. Den daglige samling indeholder emner som fremmer børns dannelsesudvikling samt læring om kulturelle forhold. Vi lærer børnene om, at selv om vi er forskellige, så er vi alle en del af fællesskabet og vi skal acceptere mangfoldigheden som bl.a. består af forskellige etniske minoriteter og børn med forskellige funktionsniveauer.